fredag den 30. august 2013

Er du i dit es i dag?

Når vi taler om at et menneske virkelig er og folder sig ud som sig selv, siger vi, at vedkommende er i sit es.
At være i sit es har dog ikke noget med trumf i et kortspil at gøre. Es kommer af esse, som er latin for: at være.  At være i sit es betyder derfor at være i sin væren - at være sig selv, at være identisk med sig selv, at være samtidig med sig selv: dvs både et subjekt og en eksistens. Man er hverken fremmed eller fortabt i sig selv, når man er sig selv.
At eksistere betyder at træde frem, at blive synlig. At træde i eksistens er at træde frem fra sin egen anonymitet og være og blive sig selv. Det er at gå fra at være iagttager til at være deltager i sit eget liv. Det liv er både en gave og en opgave.
Frit efter Peter Thielst, Man bør tvivle om alt - og tro på meget, Det lille forlag, 2002 s.314f.

onsdag den 28. august 2013

Ledelsesteori: "Du och jag, Alfred"


I sidste uge havde jeg en fantastisk oplevelse. Jeg var taget med familien på en lille ekstra sensommerferie i Astrid Lindgrens Verden i Vimmerby og genså bl.a. en forestilling med Emil fra Lønneberg og alle de andre fra Katholt.
Og der midt i den skønne sommereftermiddag ramte Emils berømte dialog med Alfred, mig lige i hjertet:

"Du og jeg, Alfed. - Ja, Emil. Du og jeg."

Det er en dialog om den ægte relation. Om det magtfrie rum, der nogle gange udspiller sig imellem mennesker. Det er en dialog og en relation, der vækker en dyb eksistentiel længsel i mig om ægte menneskelig samvær. Som en blogger skrev: "Emil og Alfred ved hvad det handler om".

Det er tankevækkende, at det ikke er Emils far Anton Svenson, Emil har denne dialog med, men karlen Alfred. Alfred er vel på en måde en faderskikkelse for Emil, men står i kontrast til Emils far, der repræsenterer orden, ansvar, magt og autoritet.

I den fiktive verden har digterne (som Astrid Lindgren) jo frihed til at rendyrke forskellige personkarakteristika, og således som her adskille den horisontale kærlighedsdimension (Alfred) med den vertikale kærlighedsdimension (Emils far).

I den virkelige verden gælder der dog en eksistentiel opgave om at integrere disse to dimensioner. Menneskets eksistentielle grundkamp er, ifølge filosoffen Hannah Arendt en kamp om at integrere personlig frihed og det at høre til i et fællesskab. Lykken kræver begge dele - men problemet er, at det ene står i et kontrastforhold til det andet. Derfor er lykken en eksistentiel anstrengelse og ikke en friktionsfri win-win konstellation som mange synes at hævde.

Denne problematik gælder eksistentielt, og det gælder i familielivet og det gælder i ledelse. I forhold til ledelse kan man sige at Alfred repræsentere et leadership-ideal mens Emils far repræsentere en klassisk management-dimensionen.

Jævnfør en af vor tids dominerende ledelsesdiskurser er vi gået fra at dyrke et heoriske ledelsesideal til et demokratisk ledelsesideal. Men ifølge den engelske ledelsesprofessor Keith Grint, skal vi passe på, at vi i vores begejstring over vor tids nye ledelsesparadigme ikke begår den fejl at forholde os lige så ukritisk og romantiserende til det nye paradigmes demokratiske og distribuerede ledelsesideal, som vi i sin tid forholdte os ukritisk og romantiserede til det gamle paradigmes ideal om den stærke og heroiske ledelse. Måske handler det ikke bare om at unbosse!

Du og jeg-dialogen, er udtryk for noget ægte i den menneskelige tilværelsen som vi må kæmpe for at fastholde i vores ellers så performative og målrationelle moderne liv. Og det må fastholdes i dets radikalitet. Men det betyder ikke at vi skal give os hen til en sværmerisk dyrkelse af det gode, det skønne og det sande. Vi må fastholde ambitionen om at integrerer det i det hverdagsliv, der er kendetegnet af så meget andet også, nemlig arbejde, slid, magt, afmagt, hierarki, struktur, deadlines, finanslov med videre.

Som far ønsker jeg ikke selv bare at blive en Alfred-figur, men derimod én der kan integrere både det faderlige og det venskablige, både det ordentlige og det sorgløse, både nødvendigheden og muligheden for at citere Kierkegaard. Jeg vil med andre ord være Anton og Alfred på én gang.

Og i ledelse tænker jeg, at opgaven ligeledes ikke er et kompromis, men en radikal integration af både leadership og management perspektiverne.

torsdag den 15. august 2013

Nyt hjemmesidedesign

Jeg er meget glad for endelig at kunne præsentere mit nye hjemmesidedesign på VitaActiva.dk
Der er tale om en langt bedre præsentation af det jeg vil med virksomheden, nemlig at inspirer til en mere vitalistisk og reflekteret måde at være leder og virksomhed på...

Klik rundt på siderne og sig mig, hvad du synes...


Introvert er det nye sort - en uforløst kilde til kreativitet og innovation

Sådan skrev Mandag Morgen i kort anmeldelse af Susan Cains bog Quiet - The Power of Introverts in a World That Can't Stop Talking (2012).

Introverte skal ikke kureres, men derimod udvikles og udnyttes ud fra  egne kvaliteter. Vi har brug for de introverte og vi har brug for at anerkende deres arbejdsomhed, udholdenhed og refleksionsniveau.

Læs om den introverte leder i Mandag Morgens anmeldelse her: De introverts potentiale,

Links til meget mere om introvert kompetence her: Medierne om introverte.

Læs også tidligere blogindlæg om introvert kompetence: Pas godt på den introverte kompetence

søndag den 11. august 2013

Sokrates om glædens paradoks

Sokrates (469-399 f.Kr.) blev af en folkedomstol i det antikke Grækenland dømt til døden og tvunget til at drikke et bæger med skarentydegift. I timerne op til sin død var han i samtale med sine filosofielver, hvorfra Platon gengiver følgende:


"Hvilken underfuld ting, mine venner, er det, mennesket kalder glæde! Hvor underfuldt det dog er knyttet til sin modsætning, smerten. Ingen af delene kan times et menneske samtidig, men hvis man jager den ene og indfanger den, må man sædvanligvis også tage den anden med, som om de begge var forbundet ved det samme hoved. Jeg skulle tro," fortsatte han, "at hvis hvis Æsop havde tænkt på dem, ville han have digtet en fabel om, hvordan de bekrigede hinanden, og Gud ønskede at forlige dem, og da han ikke kunne opnå det, smeltede hans deres hoveder sammen, således t når en af dem sænker sig over et menneske, må den anden også følge med. Netop sådan føler jeg det lige nu, for efter smerterne i mit ben, som lænken har frembragt, følger nu nydelsen ved, at den er væk".

Platon i Phaidon. Gengivet i J.Carey, Øjenvidner til historien, 1999, Haase & Søns Forlag s.49.

fredag den 9. august 2013

Ringo Starr om meditation...

... "Ved dagens ende kan jeg være helt skør, fordi jeg har gjort muldvarpeskud til bjerge. Med meditation kan jeg få dem til at vedblive med at være muldvarpeskud."

Fra 10 kendis-citater om meditation

mandag den 5. august 2013

Det ægte midt i det uægte



Denne sommer har jeg blandt andet læst Martin Herbst's nye bog om det sunde og det syge fællesskab. Martin er sognepræst med en farverig fortid som leder i moonbevægelsen.

'Sunde og syge fællesskaber' giver fantastisk indsigt i det sekteriske miljø og det er især spændende at læse om den selvovervågning, der gør sig gældende der. Martins pointe er dog, at grænsen mellem det syge og det sunde ikke er en horisontal grænse mellem gode og dårlige fællesskaber, men en vertikal grænse mellem det gode og dårlige i os alle. Og dermed er bogens erkendelse relevant for ethvert fællesskab og enhver organisation, der ønsker at forblive sundt, åbent og udviklende.

Bogen er skrevet ud fra en teologisk optik og leverer derigennem en alternativ analyse, der er forskellig fra den både den samfundsvidenskabelige, den psykologiske og den filosofiske analyse af de sekteriske fænomener. Blandt andet trækker Martin Herbst på Søren Kierkegaards eksistensfilosofi.

Bogens helt særlige bidrag er en indgående beskrivelse af begrebet 'åndelig dovenskab', der i sin kerne er et eksistentielt svigt af den opgave det er, at være sig selv. Derudover er der en rig beskrivelse af kærlighedens paradoks, af magtesløshedens styrke og af selvkritikkens nødvendighed. Særligt det sidste  mener Herbst er fraværende i meget af vor tids selvudviklingslitteratur og lifecoach-bølge.

Her følger en række citater fra bogen:

"Sandheden ikke er noget man kan bemægtige sig, som var det en ting. Sandheden må leves, mere end den skal læres." (s.17)

"Når det relative gør sig selv til det absolutte, overskrides grænsen mellem det sunde og det usunde, mellem det opbyggelige og det destruktive." (s.22)

Om Hybris: "Mennesket mister sin storhed, når det glemmer sin begrænsning". (s.22)

"Uden at negligere verdensreligionernes indbyrdes forskelligheder kan man altså godt hævde, at de er enige om at holde sig menneskets begrænsning for øje. Bevidstheden om egen begrænsning afføder tro." ... "Man kunne også sige, at troen er en viden om egen begrænsning. Det er svært at forestille sig et sundt fællesskab uden en sådan viden." (s.26)

"En sekt er en del af det menneskelige fællesskab, der udgiver sig for at være eller repræsentere helheden. At være sekterisk indebærer, at man gør et begrænset perspektiv til hele sandheden." (s.33)

"Verdenshistorien og menneskelivet afgøres i spørgsmålet om, hvordan forholdet skal være mellem det absolutte og det relative. Det spørgsmål er alle filosofiers moder. Af det spørgsmål er den vestlige civilisation blevet født." (s.38).

"Glemmer man det absolutte, forfalder man til et dyr. Glemmer man det relative, ophøjer man sig selv til at være en gud. Begge dele er upassende for et menneske." (s.39)

"Efter min mening ligger teologiens force netop i, at den pointerer selvkritikken." ... "På korset bliver menneskets evindelige tendens til at gøre noget partikulært til noget absolut opløst." (s.46)

"Paulus' opfattelse er, at man først er i stand til at lede andre, når man er blevet skænket de nødvendige nådegaver." (s.49)

Om forførelse "For det første sker forførelse ikke altid mod folks vilje. Det er et spørgsmål, om man overhovedet kan blive forført, hvis ikke ens egen vilje på et eller andet plan spiller med." (s.52)

"Af sig selv bliver verden ikke bedre." (s.56)

Kant om mental dovenskab: "Det er så bekvemt at være umyndig. Hvis jeg har en bog der har forstand på mig, en sjælesørger, der har samvittighed for mig, en læge, der afgør diæten osv., så behøver jeg jo ikke ulejlige mig. Jeg behøver ikke at tænke, når jeg bare kan betale; andre vil overtage den kedelige bestilling for mig." (s.61) (Kant, Hvad er oplysning? i Slagmark 1993, s71.)

Arendt om ondskabens banalitet: "Ifølge Arendt er ondskabens udspring mere usynligt, mere utilgængeligt, ja man fristes til at sige mere uskyldigt." (s.64)

"Det drejer sig ikke om at tilegne sig viden i traditionel forstand. Det drejer sig om at lære at tænke." ... "Heidegger opfatter tankeløshed som menneskets grundproblem." (s.66)

Om åndelig dovenskab (akedia): "Åndelig dovenskab er kærlighedens modsætning. Hvor kærligheden er aktiv, er akedia passiv. Hvor kærligheden er udadvendt, er akedia selvcentreret. Hvor kærligheden skaber glæde, forårsager akedia fortvivlelse. Hvor kærlighed indebærer hengivenhed over for Gud og næsten, er åndelig dovenskab ensbetydende med total ligegyldighed over for Gud og andre mennesker. Grundlæggende er akedia et angreb på det ædleste i mennesket, selve hjertet. Hjertet holder simpelthen op med at banke på den rigtige måde, når det er invaderet af åndelig dovenskab. I den forstand har den intet forhold til kærlighed. Den er kærlighedens negation." (s.76)

"Det er via det negative, man kommer til det positive. Der er ingen anden vej." (s.87)

"For at komme ud af et problem, skal man ind i det." (s.97)

"Vi er ikke selv kilden til kærlighed. Hvor meget vi end elsker, var der nogle, der elskede os først." (s.101)

"Et forståelsesmæssigt bedrag skal bekæmpes med en bedre forståelse, ikke med vold." (s.116)

Victor Hugo: "Der er en ting, der er stærkere end alle verdens hære: og det er en idé, hvis tid er kommet." (s.124)

Om tiden i Moonbevægelsen "Til syvende og sidst blev den virkelige overvågning således opretholdt af mig selv." (s.139)

"Hvis en organisation eksempelvis kender svaret på alle spørgsmål på forhånd, er det ensbetydende med, at der ikke længere er nogen muligheder. Det tegner ikke godt for fremtiden. I en sund organisation skal der være plads til spørgsmål." (s.149)

"Både orientalsk og vesterlandsk religiøsitet afspejler, at hvis man vil ind til livets kerne, kommer man ikke uden om det modsætningsfyldte eller paradoksale." (s.151)

Om kærlighedens paradoks: "Der er en alvor og en frimodighed i kærligheden, man ikke finder nogen andre steder. På én gang tynger og letter den. Kærlighedens tyngde er dens lethed, og dens lethed er dens tyngde." (s.153)

Teologisk kritik af universelle værdier: "Hvor værdierne hos Platon sidestilles med objektiv viden, er de ifølge de bibelske forfattere et spørgsmål om personlig tro. Hvor værdierne hos Platon er fastlagt én gang for alle, insisterer de bibelske beretninger på deres skrøbelighed." (s.163)

Om det ubetingede anliggende: "Hvis mennesker skal være i fællesskab er to punkter ikke nok. Der er brug for et tredje. Det viser sig meget tydeligt i dialogen mellem to mennesker. Hvis der kun er to meninger må man vælge. Enten har du ret eller også har jeg ret. Enten skal du følge mig, eller også skal jeg følge dig. Derved låses vi fast. Problemet bliver faktisk større, hvis vi begge har ret. Med en tredje position opstår en ny mulighed og rummelighed. Vi kan begge have ret og dog lade os lede af noget større." (s.172)

"Der er nok mange, der opfatter tilstedeværelsen af frygt som det største problem i et usundt fællesskab. Der er ikke helt korrekt. Fraværet af frygt er faktisk et større problem." (s.195)

"Dybest set er det ikke os, der er i kontrol. Men det vil vi ikke erkende. Frygten for at erkende vores egen begrænsning låser os fast i en kontrol, der er frygtens spejlbillede. Det peger igen på, at det sunde menneskelige fællesskab er kendetegnet ved magtesløshed." (s.211)