søndag den 2. marts 2014

Blogger: "You're Not Paid to Think"

Louises blog hejser et vigtigt advarselsflag omkring et vilkår som gælder i al lønarbejde, nemlig at der ikke er et proportionelt forhold imellem kvalitativ refleksion og kvantitativ produktion. Sagt med andre ord er produktivitets grundvilkår stadig kvantitativ - også selvom vi moderne videnarbejdere ønsker at kunne sige at vi arbejder i et kvalitativt paradigme med høj balance, personlig udvikling mv.

Der er en uomgængelig grundkonflikt imellem det kvalitative og det kvantitative, som ikke bare opløses af at vi tilslutter os et affirmativt, positivt, udviklende og postmoderne arbejdsideal. Forholdet mellem kvalitet og kvantitet er ikke et friktionsfrit win-win paradigme. Vi kan ikke i samme bevægelse maksimere på begge, men må hver dag vælge. (Det er sjælden at den arbejdsopgave, man finder aller mest spændende også er den mest indbringende.)

Vi arbejder stadig for at leve, selv om vi i samme åndedrag lever for at arbejde. Det sidste kan ikke opløse det første, al den stund jeg stadig bliver sulten hver dag.

Når man som jeg arbejder med at udbrede betingelserne for den refleksive, kvalitative dimension i det senmoderne arbejdsliv, må man tage denne grundkonflikt alvorlig. Det har Hannah Arendt blandt andet gjort i hendes trefoldige arbejdsbegrebs definition (arbejde som: slid, fremstilling og interaktion). Arendts filosofiske projekt er at genforbinde menneskelig arbejde/handling (vita activa) med tænkning/fordybelse (vita contemplativa) - og det projekt kan kun lykkes, hvis man forstår og anerkender nødvendigheden af begge aspekter og deres indbyrdes forskellighed.

Ligesom arbejdslivet (kapitalen, markedet, kommercialiseringen) har en kvantitativ grundlogik, findes der også en kvalitativ dimension som følger sin helt egen indre logik. Og det er vigtigt at vi ikke definerer kvaliteten ud fra kvantitetens betingelser. Altså: vi skal ikke være kvalitetsbevidste fordi det er godt for salget, men fordi kvalitet er godt i sig selv. Kvalitet (og refleksion) er noget vi må insistere på. Det kommer nemlig ikke af sig selv. Det efterspørges ikke tilstrækkeligt af markedet -  og derfor heller ikke af chefen - alligvel kan vi ikke undvære det. Filosofisk set kan man sige, at det er igennem kvalitetsdimension at vi opdager at vi er mennesker, det er der vi opdager tilværelsens etiske, æstetiske og filosofiske/videnskabelige dimension (det gode, det skønne og det sande).

Konklusion: vi skal tænke når vi er på arbejde - ikke kun de tanker vi får løn for at tænke, men også de andre. Vi skal tænke fordi vi er mennesker. Fordi vi ikke kan lade være. Fordi det er i tænkningen at vi kan være sande, i tænkningen at vi kan lave skønne ting og i tænkningen at vi kan være gode. I det øjeblik vi reducerer tænkningen til et middel, et nyttemiddel, har vi taget det første skridt mod totalisering. Derfor er det paradoksalt nok - meget godt - at jeg ikke bliver betalt for at tænke, men for at handle.