Ringo Starr om meditation...

... "Ved dagens ende kan jeg være helt skør, fordi jeg har gjort muldvarpeskud til bjerge. Med meditation kan jeg få dem til at vedblive med at være muldvarpeskud."

Fra 10 kendis-citater om meditation

Det ægte midt i det uægte

Denne sommer har jeg blandt andet læst Martin Herbst's nye bog om det sunde og det syge fællesskab. Martin er sognepræst med en farverig fortid som leder i moonbevægelsen.

'Sunde og syge fællesskaber' giver fantastisk indsigt i det sekteriske miljø og det er især spændende at læse om den selvovervågning, der gør sig gældende der. Martins pointe er dog, at grænsen mellem det syge og det sunde ikke er en horisontal grænse mellem gode og dårlige fællesskaber, men en vertikal grænse mellem det gode og dårlige i os alle. Og dermed er bogens erkendelse relevant for ethvert fællesskab og enhver organisation, der ønsker at forblive sundt, åbent og udviklende.

Bogen er skrevet ud fra en teologisk optik og leverer derigennem en alternativ analyse, der er forskellig fra den både den samfundsvidenskabelige, den psykologiske og den filosofiske analyse af de sekteriske fænomener. Blandt andet trækker Martin Herbst på Søren Kierkegaards eksistensfilosofi.

Bogens helt særlige bidrag er en indgående beskrivelse af begrebet 'åndelig dovenskab', der i sin kerne er et eksistentielt svigt af den opgave det er, at være sig selv. Derudover er der en rig beskrivelse af kærlighedens paradoks, af magtesløshedens styrke og af selvkritikkens nødvendighed. Særligt det sidste  mener Herbst er fraværende i meget af vor tids selvudviklingslitteratur og lifecoach-bølge.

Her følger en række citater fra bogen:

"Sandheden ikke er noget man kan bemægtige sig, som var det en ting. Sandheden må leves, mere end den skal læres." (s.17)

"Når det relative gør sig selv til det absolutte, overskrides grænsen mellem det sunde og det usunde, mellem det opbyggelige og det destruktive." (s.22)

Om Hybris: "Mennesket mister sin storhed, når det glemmer sin begrænsning". (s.22)

"Uden at negligere verdensreligionernes indbyrdes forskelligheder kan man altså godt hævde, at de er enige om at holde sig menneskets begrænsning for øje. Bevidstheden om egen begrænsning afføder tro." ... "Man kunne også sige, at troen er en viden om egen begrænsning. Det er svært at forestille sig et sundt fællesskab uden en sådan viden." (s.26)

"En sekt er en del af det menneskelige fællesskab, der udgiver sig for at være eller repræsentere helheden. At være sekterisk indebærer, at man gør et begrænset perspektiv til hele sandheden." (s.33)

"Verdenshistorien og menneskelivet afgøres i spørgsmålet om, hvordan forholdet skal være mellem det absolutte og det relative. Det spørgsmål er alle filosofiers moder. Af det spørgsmål er den vestlige civilisation blevet født." (s.38).

"Glemmer man det absolutte, forfalder man til et dyr. Glemmer man det relative, ophøjer man sig selv til at være en gud. Begge dele er upassende for et menneske." (s.39)

"Efter min mening ligger teologiens force netop i, at den pointerer selvkritikken." ... "På korset bliver menneskets evindelige tendens til at gøre noget partikulært til noget absolut opløst." (s.46)

"Paulus' opfattelse er, at man først er i stand til at lede andre, når man er blevet skænket de nødvendige nådegaver." (s.49)

Om forførelse "For det første sker forførelse ikke altid mod folks vilje. Det er et spørgsmål, om man overhovedet kan blive forført, hvis ikke ens egen vilje på et eller andet plan spiller med." (s.52)

"Af sig selv bliver verden ikke bedre." (s.56)

Kant om mental dovenskab: "Det er så bekvemt at være umyndig. Hvis jeg har en bog der har forstand på mig, en sjælesørger, der har samvittighed for mig, en læge, der afgør diæten osv., så behøver jeg jo ikke ulejlige mig. Jeg behøver ikke at tænke, når jeg bare kan betale; andre vil overtage den kedelige bestilling for mig." (s.61) (Kant, Hvad er oplysning? i Slagmark 1993, s71.)

Arendt om ondskabens banalitet: "Ifølge Arendt er ondskabens udspring mere usynligt, mere utilgængeligt, ja man fristes til at sige mere uskyldigt." (s.64)

"Det drejer sig ikke om at tilegne sig viden i traditionel forstand. Det drejer sig om at lære at tænke." ... "Heidegger opfatter tankeløshed som menneskets grundproblem." (s.66)

Om åndelig dovenskab (akedia): "Åndelig dovenskab er kærlighedens modsætning. Hvor kærligheden er aktiv, er akedia passiv. Hvor kærligheden er udadvendt, er akedia selvcentreret. Hvor kærligheden skaber glæde, forårsager akedia fortvivlelse. Hvor kærlighed indebærer hengivenhed over for Gud og næsten, er åndelig dovenskab ensbetydende med total ligegyldighed over for Gud og andre mennesker. Grundlæggende er akedia et angreb på det ædleste i mennesket, selve hjertet. Hjertet holder simpelthen op med at banke på den rigtige måde, når det er invaderet af åndelig dovenskab. I den forstand har den intet forhold til kærlighed. Den er kærlighedens negation." (s.76)

"Det er via det negative, man kommer til det positive. Der er ingen anden vej." (s.87)

"For at komme ud af et problem, skal man ind i det." (s.97)

"Vi er ikke selv kilden til kærlighed. Hvor meget vi end elsker, var der nogle, der elskede os først." (s.101)

"Et forståelsesmæssigt bedrag skal bekæmpes med en bedre forståelse, ikke med vold." (s.116)

Victor Hugo: "Der er en ting, der er stærkere end alle verdens hære: og det er en idé, hvis tid er kommet." (s.124)

Om tiden i Moonbevægelsen "Til syvende og sidst blev den virkelige overvågning således opretholdt af mig selv." (s.139)

"Hvis en organisation eksempelvis kender svaret på alle spørgsmål på forhånd, er det ensbetydende med, at der ikke længere er nogen muligheder. Det tegner ikke godt for fremtiden. I en sund organisation skal der være plads til spørgsmål." (s.149)

"Både orientalsk og vesterlandsk religiøsitet afspejler, at hvis man vil ind til livets kerne, kommer man ikke uden om det modsætningsfyldte eller paradoksale." (s.151)

Om kærlighedens paradoks: "Der er en alvor og en frimodighed i kærligheden, man ikke finder nogen andre steder. På én gang tynger og letter den. Kærlighedens tyngde er dens lethed, og dens lethed er dens tyngde." (s.153)

Teologisk kritik af universelle værdier: "Hvor værdierne hos Platon sidestilles med objektiv viden, er de ifølge de bibelske forfattere et spørgsmål om personlig tro. Hvor værdierne hos Platon er fastlagt én gang for alle, insisterer de bibelske beretninger på deres skrøbelighed." (s.163)

Om det ubetingede anliggende: "Hvis mennesker skal være i fællesskab er to punkter ikke nok. Der er brug for et tredje. Det viser sig meget tydeligt i dialogen mellem to mennesker. Hvis der kun er to meninger må man vælge. Enten har du ret eller også har jeg ret. Enten skal du følge mig, eller også skal jeg følge dig. Derved låses vi fast. Problemet bliver faktisk større, hvis vi begge har ret. Med en tredje position opstår en ny mulighed og rummelighed. Vi kan begge have ret og dog lade os lede af noget større." (s.172)

"Der er nok mange, der opfatter tilstedeværelsen af frygt som det største problem i et usundt fællesskab. Der er ikke helt korrekt. Fraværet af frygt er faktisk et større problem." (s.195)

"Dybest set er det ikke os, der er i kontrol. Men det vil vi ikke erkende. Frygten for at erkende vores egen begrænsning låser os fast i en kontrol, der er frygtens spejlbillede. Det peger igen på, at det sunde menneskelige fællesskab er kendetegnet ved magtesløshed." (s.211)

God sommer!

eksistenscitat

"Der er dømt til at være en kløft mellem, dem vi er, og dem, vi gerne vil være. Det mener jeg er et menneskeligt vilkår. ... Vi skal leve med kløften og bestræbe os på at gøre den så lille som muligt."

Forfatter Finn Slumstrup i Kristeligt Dagblad, 6.juni 2013 s4.

Samfundets tre hytter

Jeg har for nyelig afsluttet et undervisningsforløb i eksistens og ledelse på CBS og kom i den forbindelse til at tænke på en gammel artikel som jeg engang læste i Kristeligt Dagblad.

Artiklen er et interview med den norske skuespiller Baard Owe og handler om dynamikker og kontraster imellem rolle og person. Jeg tænkte på artiklen fordi den berører forbindelsen imellem eksistens og ledelse som på en gang både er dynamisk og kontrastfyldt. Eksistensdimensionen kan ikke udenvidere underlægges ledelses, men er samtidig dybt integreret i ledelse.

Baard Owes refleksioner går på, at vi altid bygger tre hytter, når vi bygger samfund: en høvdingehytte, en gudehytte og en dansehytte. Høvdingehytten (ledelseshytten) er selvfølgelig central, og alle veje går dertil og ud derfra, ifølge Baard Owe. Men høvdingehytten kan ikke så alene som figur for sammenhængskraften. Høvdingehytten gør noget ved os som vi må være på vagt overfor, hvorfor vi har brug for de andre hytter.

Eksistens er i radikal forstand noget andet end ledelse. Det er en selvstændig dimension, der ikke bare kan reduceres til at være en af pillerne i høvdingehytten. Eksistens kræver sin egen hytte, hvor der kan reflekteres og perspektiveres.

Læs Baard Owes beskrivelse af de tre hytter nedenfor som er sakset fra www.religion.dk:

"Høvdingehytten dikterer roller 

- Alle veje går ind til høvdingehytten. Og ud fra den går der nogle firkantede ting, som menneskene skal rette sig ind efter og forholde sig til. Og det skal de gøre på tværs af deres biologi, siger Baard Owe og uddyber: 

- Vi er dyr og i bund og grund primitive. Og vi skal så tillære os forskellige roller, og det gør vi ikke, uden at det går ud over biologien. Når disse her kollisioner mellem loven og mennesket opstår, kommer der traumer og skævheder, siger han. 

I gudehytten finder du dit eget væsen 

- Du bliver i samfundet identificeret med en funktion og mister på den måde dig selv og din egen helhed. Derfor er der en gudehytte, hvor du går ind, når du har de der problemer. Så finder du indad, finder ind til dit eget væsen og finder ud af, at du er en del af noget, som er større end dig selv, siger Baard Owe. 

- Religion bringer dig ind i dig selv og fjerner dig fra de her ydre masker, og den skyld du måske har påført dig, fordi du prøver at gøre det rigtige, prøver at opfylde loven, siger han. 

Teaterhytten viser dig, at du spiller en rolle 

- Teatret beskæftiger sig med de her traumer, som menneskene får og ser på rollefunktioner som masker, siger Baard Owe og uddyber: 

- Hvis du for eksempel sidder og taler med en skattefunktionær, som overhovedet ikke kan forstå hvad du menneskeligt siger. Så ser du en fjernhed hos ham og oplever, at det ikke er et menneske du sidder overfor men en funktion. Så kan du komme til at tro at sådan er mennesket, men det er ikke mennesket, der er sådan, det er systemet, det er funktionen, der er sådan. 

- Så går du i teatret og sidder sammen med mange andre i mørket og er maskeløs. Så kommer maskerne ind på scenen, for eksempel den funktionær du snakkede med. Og så græder du og griner, men du opdager, at du gør det sammen med alle de andre. Også ham funktionæren der sidder ved siden af dig. Og der opstår en følelse af, at der er noget, vi er fælles om. 

- På teatret oplever du, at menneskene ikke er de roller, de spiller. De tager rollerne på og af og er stadigvæk mennesker. Teatret er en kollektiv oplevelse, som fjerner skellene mellem mennesker. At vi egentlig i bund og grund er ens. Det er en horisontal oplevelse: at vi ser det samme og bliver fjernet fra vores maske, hvorigennem vi kan erkende noget. Derfor tror jeg, at teatret er en livsnødvendighed, slutter Baard Owe." 

Fra lykke til glæde

"Betænk, at Du kan see, at Du kan høre, at Du kan lugte, at Du kan smage, at Du kan føle; at Solen skinner for Dig – og for Din Skyld, at, naar den bliver træt, at saa Maanen begynder, og at saa Stjernerne tændes; at det bliver Vinter, at hele Naturen forklæder sig, leger fremmed – og for at fornøie Dig; at det bliver Foraar, at Fuglen kommer i talrig Flok – og for at glæde Dig, at det Grønne spirer frem, at Skoven voxer sig skjøn, og staaer Brud – og for at glæde Dig; at det bliver Efteraar, at Fuglen reiser bort, ikke fordi den gjør sig kostbar, o, nei, men for at Du ikke skal blive kjed af den, at Skoven gjemmer sin Pynt for næste Gangs Skyld, det er, for at den næste Gang kan glæde Dig: dette skulde være Ingenting at glæde sig ved!" (SKS LF 11:43-44)

Betænk - det hele for dig. Sådan skriver Søren Kierkegaard i et aldeles fantastisk skrift om glæden. Skriftet, der "i Modsætning til Pseudonymen" er skrevet med "høire Haand", hedder 'Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen' og er nok noget af det smukkeste Kierkegaard har skrevet. Han er i det mindfule hjørne og skriver om glæden - ikke som eskapisme, men som fylde af liv og nærvær i nu'et.

Den glæde Kierkegaard skriver om er ikke det samme som lykke. I dag lever vi en i kultur, der jagter lykken og det gode liv. Vi tror der findes en opskrift på det gode liv og, at det kan defineres og skrives ind i en generisk model eller metode. Men med glæden er det anderledes. Den kan ikke indhentes, men den indhente én. Glæden er ikke ligesom lykken, noget der har en årsag. Glæden er spontan, ubetinget, subjektiv, paradoksal og i overflod.

Der findes en lykke, som kommer udefra; vi kunne kalde den for æstetisk nydelse. Men glæden kommer indefra, den er en dybere oplevelse af fred, lykke, mening, overskud og overflod.

Der skal så lidt til at gøre én glad, men netop derfor er glæden så svær: "O, os Mennesker volde Betingelserne, for at vi skulle blive glade, megen Møie og Bekymring - selv om vi fik alle betingelserne, bleve vi maaskee alligvel ikke ubetinget glade." (p42) Derfor skal liljen og fulgen være vores læremestre i glæde."

”Hvad er Glæde, eller det at være glad? Det er, i Sandhed at være sig selv nærværende; men det at være sig selv i Sandhed nærværende, det er dette »Idag«, dette, at være idag, i Sandhed at være idag.” (p43)

Så at være glad, er ikke det samme som at være tilfreds. Contentment er ikke det samme som satisfaction.
Danmark er ikke længere verdens lykkeligste folk og måske er denne udvikling ikke så ringe endda. Vi er ikke længere så tilfredse som vi engang var. Måske er vi begyndt at blive sultne igen. Det lover godt for glæden.

'Liljen på marken og fulgen under himlen' er udgivet i en flot illustreret udgave med monotypier af Maja Lisa Engelhardt og efterskrift af Niels Jørgen Cappelørn. Kristeligt Dagblads Forlag, 2010.

nu når vi er i det kritiske hjørne...

Her en sjov kritik af selvledelse fra WulffogMorgenthaler.dk  (klik på billedet for stor)