Kloge refleksioner om livet

Folkekirken har udgivet en skøn lille app med små refleksioner til det daglige liv. App'en hedder 'Dagens Ord' og jeg er særlig begejstret for Anna Helleberg Kluge's tanker, der både er skarpe og rummer en dyb livserkendelse. Anna Helleberg er sognepræst og tidligere eliteroer.

Jeg synes formidlingskonceptet er meget inspirerende og jeg tror at det lige præcis er sådanne små korte refleksioner, der kan være med til at genere det livsoverskud, livsengagement og livsfællesskab, som så let glider os af hænde i det moderne og produktive liv.
Jeg tror også at konceptet med fordel kan udfoldes på et alment og eksistentiel grundlag uden den særlige religiøse mytologi.

Er du i dit es i dag?

Når vi taler om at et menneske virkelig er og folder sig ud som sig selv, siger vi, at vedkommende er i sit es.
At være i sit es har dog ikke noget med trumf i et kortspil at gøre. Es kommer af esse, som er latin for: at være.  At være i sit es betyder derfor at være i sin væren - at være sig selv, at være identisk med sig selv, at være samtidig med sig selv: dvs både et subjekt og en eksistens. Man er hverken fremmed eller fortabt i sig selv, når man er sig selv.
At eksistere betyder at træde frem, at blive synlig. At træde i eksistens er at træde frem fra sin egen anonymitet og være og blive sig selv. Det er at gå fra at være iagttager til at være deltager i sit eget liv. Det liv er både en gave og en opgave.
Frit efter Peter Thielst, Man bør tvivle om alt - og tro på meget, Det lille forlag, 2002 s.314f.

Ledelsesteori: "Du och jag, Alfred"

I sidste uge havde jeg en fantastisk oplevelse. Jeg var taget med familien på en lille ekstra sensommerferie i Astrid Lindgrens Verden i Vimmerby og genså bl.a. en forestilling med Emil fra Lønneberg og alle de andre fra Katholt.
Og der midt i den skønne sommereftermiddag ramte Emils berømte dialog med Alfred, mig lige i hjertet:

"Du og jeg, Alfed. - Ja, Emil. Du og jeg."

Det er en dialog om den ægte relation. Om det magtfrie rum, der nogle gange udspiller sig imellem mennesker. Det er en dialog og en relation, der vækker en dyb eksistentiel længsel i mig om ægte menneskelig samvær. Som en blogger skrev: "Emil og Alfred ved hvad det handler om".

Det er tankevækkende, at det ikke er Emils far Anton Svenson, Emil har denne dialog med, men karlen Alfred. Alfred er vel på en måde en faderskikkelse for Emil, men står i kontrast til Emils far, der repræsenterer orden, ansvar, magt og autoritet.

I den fiktive verden har digterne (som Astrid Lindgren) jo frihed til at rendyrke forskellige personkarakteristika, og således som her adskille den horisontale kærlighedsdimension (Alfred) med den vertikale kærlighedsdimension (Emils far).

I den virkelige verden gælder der dog en eksistentiel opgave om at integrere disse to dimensioner. Menneskets eksistentielle grundkamp er, ifølge filosoffen Hannah Arendt en kamp om at integrere personlig frihed og det at høre til i et fællesskab. Lykken kræver begge dele - men problemet er, at det ene står i et kontrastforhold til det andet. Derfor er lykken en eksistentiel anstrengelse og ikke en friktionsfri win-win konstellation som mange synes at hævde.

Denne problematik gælder eksistentielt, og det gælder i familielivet og det gælder i ledelse. I forhold til ledelse kan man sige at Alfred repræsentere et leadership-ideal mens Emils far repræsentere en klassisk management-dimensionen.

Jævnfør en af vor tids dominerende ledelsesdiskurser er vi gået fra at dyrke et heoriske ledelsesideal til et demokratisk ledelsesideal. Men ifølge den engelske ledelsesprofessor Keith Grint, skal vi passe på, at vi i vores begejstring over vor tids nye ledelsesparadigme ikke begår den fejl at forholde os lige så ukritisk og romantiserende til det nye paradigmes demokratiske og distribuerede ledelsesideal, som vi i sin tid forholdte os ukritisk og romantiserede til det gamle paradigmes ideal om den stærke og heroiske ledelse. Måske handler det ikke bare om at unbosse!

Du og jeg-dialogen, er udtryk for noget ægte i den menneskelige tilværelsen som vi må kæmpe for at fastholde i vores ellers så performative og målrationelle moderne liv. Og det må fastholdes i dets radikalitet. Men det betyder ikke at vi skal give os hen til en sværmerisk dyrkelse af det gode, det skønne og det sande. Vi må fastholde ambitionen om at integrerer det i det hverdagsliv, der er kendetegnet af så meget andet også, nemlig arbejde, slid, magt, afmagt, hierarki, struktur, deadlines, finanslov med videre.

Som far ønsker jeg ikke selv bare at blive en Alfred-figur, men derimod én der kan integrere både det faderlige og det venskablige, både det ordentlige og det sorgløse, både nødvendigheden og muligheden for at citere Kierkegaard. Jeg vil med andre ord være Anton og Alfred på én gang.

Og i ledelse tænker jeg, at opgaven ligeledes ikke er et kompromis, men en radikal integration af både leadership og management perspektiverne.

Nyt hjemmesidedesign

Jeg er meget glad for endelig at kunne præsentere mit nye hjemmesidedesign på VitaActiva.dk

Der er tale om en langt bedre præsentation af det jeg vil med virksomheden, nemlig at inspirer til en mere vitalistisk og reflekteret måde at være leder og virksomhed på...

Klik rundt på siderne og sig mig, hvad du synes...

Introvert er det nye sort - en uforløst kilde til kreativitet og innovation

Sådan skrev Mandag Morgen i kort anmeldelse af Susan Cains bog Quiet - The Power of Introverts in a World That Can't Stop Talking (2012).

Introverte skal ikke kureres, men derimod udvikles og udnyttes ud fra  egne kvaliteter. Vi har brug for de introverte og vi har brug for at anerkende deres arbejdsomhed, udholdenhed og refleksionsniveau.

Læs om den introverte leder i Mandag Morgens anmeldelse her: De introverts potentiale,

Links til meget mere om introvert kompetence her: Medierne om introverte.

Læs også tidligere blogindlæg om introvert kompetence: Pas godt på den introverte kompetence

Sokrates om glædens paradoks

Sokrates (469-399 f.Kr.) blev af en folkedomstol i det antikke Grækenland dømt til døden og tvunget til at drikke et bæger med skarentydegift. I timerne op til sin død var han i samtale med sine filosofielver, hvorfra Platon gengiver følgende:

"Hvilken underfuld ting, mine venner, er det, mennesket kalder glæde! Hvor underfuldt det dog er knyttet til sin modsætning, smerten. Ingen af delene kan times et menneske samtidig, men hvis man jager den ene og indfanger den, må man sædvanligvis også tage den anden med, som om de begge var forbundet ved det samme hoved. Jeg skulle tro," fortsatte han, "at hvis hvis Æsop havde tænkt på dem, ville han have digtet en fabel om, hvordan de bekrigede hinanden, og Gud ønskede at forlige dem, og da han ikke kunne opnå det, smeltede hans deres hoveder sammen, således t når en af dem sænker sig over et menneske, må den anden også følge med. Netop sådan føler jeg det lige nu, for efter smerterne i mit ben, som lænken har frembragt, følger nu nydelsen ved, at den er væk".

Platon i Phaidon. Gengivet i J.Carey, Øjenvidner til historien, 1999, Haase & Søns Forlag s.49.

Ringo Starr om meditation...

... "Ved dagens ende kan jeg være helt skør, fordi jeg har gjort muldvarpeskud til bjerge. Med meditation kan jeg få dem til at vedblive med at være muldvarpeskud."

Fra 10 kendis-citater om meditation