Du må forbi alle dine talenter og egenskaber hvis du vil finde dig selv

Jeg sidder og genlæser den danske præst, digter, forfatter og livsfilosof, Jakob Kundsens (1858-1917) korte essay om at være sig selv.

Et af Kundsens pointer er, at der bag kataloget af menneskelige egenskaber gemmer sig en menneskelig længsel "en Klage vi fornemmer i vort eget Indre" som "føles af os som vort Selv".

"Trods fornuftens Indvendlinger erfarer vi umiddelbart, at der er noget tilbage" (når vi med bevidstheden søger at udgranske os selv). Derfor må vi ind bag bevidstheden og betræde mystikkens vej i vor søgen efter Selvet.

Han sammenligner denne søgen med det at grave en brønd, og skriver meget smukt:

"Naar Brøndgraveren er kommet dybt nok ned, da kan han begynde at høre Lyden af Vand-Aaren, allerede inden de allersidste Lag er fjernet, og Kilden bryder igjennem. Saaledes mærker vi noget i vort eget Væsen, der bliver tyderligere og stærkere, jo mere vore Talenter taber i Værdi for os, jo flere af vore Egenskaber der visner i vore Øjne, noget, der øjensynlig ikke deler Kaar med, hvad vi ellers kjender hos os selv; thi naar alt det øvrige tager af, saa tager dette til. Der er en Længsel i vort Indre efter at blive befriet ved Hengivelse." (s.121)

Knudsen konkluderer at det er i denne hengivelse man finder sig selv. At være sig selv er simpelthen at give sig selv hen.

- En vigtig lektie, tænker jeg, i en tid hvor selvaktualiserings- og lifecoachinglitteraturen tegner en stor pil fra talenter, kompetencer og egenskaber og ind mod selvet. Knudsen (og andre med ham) synes at tegne pilen den anden vej.

Wivel, O. Jakob Knudsen, At være sig selv. Et udvalg ved Ole Wivel. Gyldendal 1965.