torsdag den 16. maj 2013

Det gennemsnitlige menneske - ekstraordinære resultater skabes af ordinære mennekser

Jeg glæder mig meget til at læse Morten Albæks kommende bog: "Det gennemsnitlige menneske - om at lede sig selv og andre i en global verden".

Jeg tror det er en vigtig bog. Det forekommer mig, at der hersker en forløjethed i vores kultur, der grunder på en eskapistisk og overdreven optimistisk udviklingsantropologi.

Om bogen skriver han: ”Op igennem 1990’erne og 00’erne har vi skabt en kultur, der alene har opfordret mennesket til at definere sig selv ved sine ambitioner, drømme og fantasier. En kultur, der reproducerer folks manglende evne til nøgternt at vurdere egne evner ved at anspore dem til konsekvent at overvurdere dem.”

Hvis vi for alvor skal udvikle os, må udviklingen starte med en sand selverkendelse. Mennesket er, som Kierkegaard formulerer det, en syntese af nødvendighed og mulighed. Hvis vi kun fokuserer på mulighedsdimensionen ender vi i fantastens selvbedrag. Vi har brug for at kunne se det guddommelige i det almindelige menneskeliv og ikke som et fravær af det almindelige. Se, det er stort!

Gyldendal inviterer til fyraftensarrangement om bogen tirsdag den 4. juni 2013 fra 15.30-17.30.  Tilmelding til de hurtige her: Det gennemsnitlige menneske – om at lede sig selv og andre i en global verden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar