Denne sommer har jeg blandt andet læst Martin Herbst's nye bog om det sunde og det syge fællesskab. Martin er sognepræst med en farverig fortid som leder i moonbevægelsen.
'Sunde og syge fællesskaber' giver fantastisk indsigt i det sekteriske miljø og det er især spændende at læse om den selvovervågning, der gør sig gældende der. Martins pointe er dog, at grænsen mellem det syge og det sunde ikke er en horisontal grænse mellem gode og dårlige fællesskaber, men en vertikal grænse mellem det gode og dårlige i os alle. Og dermed er bogens erkendelse relevant for ethvert fællesskab og enhver organisation, der ønsker at forblive sundt, åbent og udviklende.
Bogen er skrevet ud fra en teologisk optik og leverer derigennem en alternativ analyse, der er forskellig fra den både den samfundsvidenskabelige, den psykologiske og den filosofiske analyse af de sekteriske fænomener. Blandt andet trækker Martin Herbst på Søren Kierkegaards eksistensfilosofi.
Bogens helt særlige bidrag er en indgående beskrivelse af begrebet 'åndelig dovenskab', der i sin kerne er et eksistentielt svigt af den opgave det er, at være sig selv. Derudover er der en rig beskrivelse af kærlighedens paradoks, af magtesløshedens styrke og af selvkritikkens nødvendighed. Særligt det sidste mener Herbst er fraværende i meget af vor tids selvudviklingslitteratur og lifecoach-bølge.
Her følger en række citater fra bogen:
"Sandheden ikke er noget man kan bemægtige sig, som var det en ting. Sandheden må leves, mere end den skal læres." (s.17)
"Når det relative gør sig selv til det absolutte, overskrides grænsen mellem det sunde og det usunde, mellem det opbyggelige og det destruktive." (s.22)
Om Hybris: "Mennesket mister sin storhed, når det glemmer sin begrænsning". (s.22)
"Uden at negligere verdensreligionernes indbyrdes forskelligheder kan man altså godt hævde, at de er enige om at holde sig menneskets begrænsning for øje. Bevidstheden om egen begrænsning afføder tro." ... "Man kunne også sige, at troen er en viden om egen begrænsning. Det er svært at forestille sig et sundt fællesskab uden en sådan viden." (s.26)
"En sekt er en del af det menneskelige fællesskab, der udgiver sig for at være eller repræsentere helheden. At være sekterisk indebærer, at man gør et begrænset perspektiv til hele sandheden." (s.33)
"Verdenshistorien og menneskelivet afgøres i spørgsmålet om, hvordan forholdet skal være mellem det absolutte og det relative. Det spørgsmål er alle filosofiers moder. Af det spørgsmål er den vestlige civilisation blevet født." (s.38).
"Glemmer man det absolutte, forfalder man til et dyr. Glemmer man det relative, ophøjer man sig selv til at være en gud. Begge dele er upassende for et menneske." (s.39)
"Efter min mening ligger teologiens force netop i, at den pointerer selvkritikken." ... "På korset bliver menneskets evindelige tendens til at gøre noget partikulært til noget absolut opløst." (s.46)
"Paulus' opfattelse er, at man først er i stand til at lede andre, når man er blevet skænket de nødvendige nådegaver." (s.49)
Om forførelse "For det første sker forførelse ikke altid mod folks vilje. Det er et spørgsmål, om man overhovedet kan blive forført, hvis ikke ens egen vilje på et eller andet plan spiller med." (s.52)
"Af sig selv bliver verden ikke bedre." (s.56)
Kant om mental dovenskab: "Det er så bekvemt at være umyndig. Hvis jeg har en bog der har forstand på mig, en sjælesørger, der har samvittighed for mig, en læge, der afgør diæten osv., så behøver jeg jo ikke ulejlige mig. Jeg behøver ikke at tænke, når jeg bare kan betale; andre vil overtage den kedelige bestilling for mig." (s.61) (Kant, Hvad er oplysning? i Slagmark 1993, s71.)
Arendt om ondskabens banalitet: "Ifølge Arendt er ondskabens udspring mere usynligt, mere utilgængeligt, ja man fristes til at sige mere uskyldigt." (s.64)
"Det drejer sig ikke om at tilegne sig viden i traditionel forstand. Det drejer sig om at lære at tænke." ... "Heidegger opfatter tankeløshed som menneskets grundproblem." (s.66)
Om åndelig dovenskab (akedia): "Åndelig dovenskab er kærlighedens modsætning. Hvor kærligheden er aktiv, er akedia passiv. Hvor kærligheden er udadvendt, er akedia selvcentreret. Hvor kærligheden skaber glæde, forårsager akedia fortvivlelse. Hvor kærlighed indebærer hengivenhed over for Gud og næsten, er åndelig dovenskab ensbetydende med total ligegyldighed over for Gud og andre mennesker. Grundlæggende er akedia et angreb på det ædleste i mennesket, selve hjertet. Hjertet holder simpelthen op med at banke på den rigtige måde, når det er invaderet af åndelig dovenskab. I den forstand har den intet forhold til kærlighed. Den er kærlighedens negation." (s.76)
"Det er via det negative, man kommer til det positive. Der er ingen anden vej." (s.87)
"For at komme ud af et problem, skal man ind i det." (s.97)
"Vi er ikke selv kilden til kærlighed. Hvor meget vi end elsker, var der nogle, der elskede os først." (s.101)
"Et forståelsesmæssigt bedrag skal bekæmpes med en bedre forståelse, ikke med vold." (s.116)
Victor Hugo: "Der er en ting, der er stærkere end alle verdens hære: og det er en idé, hvis tid er kommet." (s.124)
Om tiden i Moonbevægelsen "Til syvende og sidst blev den virkelige overvågning således opretholdt af mig selv." (s.139)
"Hvis en organisation eksempelvis kender svaret på alle spørgsmål på forhånd, er det ensbetydende med, at der ikke længere er nogen muligheder. Det tegner ikke godt for fremtiden. I en sund organisation skal der være plads til spørgsmål." (s.149)
"Både orientalsk og vesterlandsk religiøsitet afspejler, at hvis man vil ind til livets kerne, kommer man ikke uden om det modsætningsfyldte eller paradoksale." (s.151)
Om kærlighedens paradoks: "Der er en alvor og en frimodighed i kærligheden, man ikke finder nogen andre steder. På én gang tynger og letter den. Kærlighedens tyngde er dens lethed, og dens lethed er dens tyngde." (s.153)
Teologisk kritik af universelle værdier: "Hvor værdierne hos Platon sidestilles med objektiv viden, er de ifølge de bibelske forfattere et spørgsmål om personlig tro. Hvor værdierne hos Platon er fastlagt én gang for alle, insisterer de bibelske beretninger på deres skrøbelighed." (s.163)
Om det ubetingede anliggende: "Hvis mennesker skal være i fællesskab er to punkter ikke nok. Der er brug for et tredje. Det viser sig meget tydeligt i dialogen mellem to mennesker. Hvis der kun er to meninger må man vælge. Enten har du ret eller også har jeg ret. Enten skal du følge mig, eller også skal jeg følge dig. Derved låses vi fast. Problemet bliver faktisk større, hvis vi begge har ret. Med en tredje position opstår en ny mulighed og rummelighed. Vi kan begge have ret og dog lade os lede af noget større." (s.172)
"Der er nok mange, der opfatter tilstedeværelsen af frygt som det største problem i et usundt fællesskab. Der er ikke helt korrekt. Fraværet af frygt er faktisk et større problem." (s.195)
"Dybest set er det ikke os, der er i kontrol. Men det vil vi ikke erkende. Frygten for at erkende vores egen begrænsning låser os fast i en kontrol, der er frygtens spejlbillede. Det peger igen på, at det sunde menneskelige fællesskab er kendetegnet ved magtesløshed." (s.211)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar