Sokrates om glædens paradoks

Sokrates (469-399 f.Kr.) blev af en folkedomstol i det antikke Grækenland dømt til døden og tvunget til at drikke et bæger med skarentydegift. I timerne op til sin død var han i samtale med sine filosofielver, hvorfra Platon gengiver følgende:

"Hvilken underfuld ting, mine venner, er det, mennesket kalder glæde! Hvor underfuldt det dog er knyttet til sin modsætning, smerten. Ingen af delene kan times et menneske samtidig, men hvis man jager den ene og indfanger den, må man sædvanligvis også tage den anden med, som om de begge var forbundet ved det samme hoved. Jeg skulle tro," fortsatte han, "at hvis hvis Æsop havde tænkt på dem, ville han have digtet en fabel om, hvordan de bekrigede hinanden, og Gud ønskede at forlige dem, og da han ikke kunne opnå det, smeltede hans deres hoveder sammen, således t når en af dem sænker sig over et menneske, må den anden også følge med. Netop sådan føler jeg det lige nu, for efter smerterne i mit ben, som lænken har frembragt, følger nu nydelsen ved, at den er væk".

Platon i Phaidon. Gengivet i J.Carey, Øjenvidner til historien, 1999, Haase & Søns Forlag s.49.