I sidste uge havde jeg en fantastisk oplevelse. Jeg var taget med familien på en lille ekstra sensommerferie i Astrid Lindgrens Verden i Vimmerby og genså bl.a. en forestilling med Emil fra Lønneberg og alle de andre fra Katholt.
Og der midt i den skønne sommereftermiddag ramte Emils berømte dialog med Alfred, mig lige i hjertet:
"Du og jeg, Alfed. - Ja, Emil. Du og jeg."
Det er en dialog om den ægte relation. Om det magtfrie rum, der nogle gange udspiller sig imellem mennesker. Det er en dialog og en relation, der vækker en dyb eksistentiel længsel i mig om ægte menneskelig samvær. Som en blogger skrev: "Emil og Alfred ved hvad det handler om".
Det er tankevækkende, at det ikke er Emils far Anton Svenson, Emil har denne dialog med, men karlen Alfred. Alfred er vel på en måde en faderskikkelse for Emil, men står i kontrast til Emils far, der repræsenterer orden, ansvar, magt og autoritet.
I den fiktive verden har digterne (som Astrid Lindgren) jo frihed til at rendyrke forskellige personkarakteristika, og således som her adskille den horisontale kærlighedsdimension (Alfred) med den vertikale kærlighedsdimension (Emils far).
I den virkelige verden gælder der dog en eksistentiel opgave om at integrere disse to dimensioner. Menneskets eksistentielle grundkamp er, ifølge filosoffen Hannah Arendt en kamp om at integrere personlig frihed og det at høre til i et fællesskab. Lykken kræver begge dele - men problemet er, at det ene står i et kontrastforhold til det andet. Derfor er lykken en eksistentiel anstrengelse og ikke en friktionsfri win-win konstellation som mange synes at hævde.
Denne problematik gælder eksistentielt, og det gælder i familielivet og det gælder i ledelse. I forhold til ledelse kan man sige at Alfred repræsentere et leadership-ideal mens Emils far repræsentere en klassisk management-dimensionen.
Jævnfør en af vor tids dominerende ledelsesdiskurser er vi gået fra at dyrke et heoriske ledelsesideal til et demokratisk ledelsesideal. Men ifølge den engelske ledelsesprofessor Keith Grint, skal vi passe på, at vi i vores begejstring over vor tids nye ledelsesparadigme ikke begår den fejl at forholde os lige så ukritisk og romantiserende til det nye paradigmes demokratiske og distribuerede ledelsesideal, som vi i sin tid forholdte os ukritisk og romantiserede til det gamle paradigmes ideal om den stærke og heroiske ledelse. Måske handler det ikke bare om at unbosse!
Du og jeg-dialogen, er udtryk for noget ægte i den menneskelige tilværelsen som vi må kæmpe for at fastholde i vores ellers så performative og målrationelle moderne liv. Og det må fastholdes i dets radikalitet. Men det betyder ikke at vi skal give os hen til en sværmerisk dyrkelse af det gode, det skønne og det sande. Vi må fastholde ambitionen om at integrerer det i det hverdagsliv, der er kendetegnet af så meget andet også, nemlig arbejde, slid, magt, afmagt, hierarki, struktur, deadlines, finanslov med videre.
Som far ønsker jeg ikke selv bare at blive en Alfred-figur, men derimod én der kan integrere både det faderlige og det venskablige, både det ordentlige og det sorgløse, både nødvendigheden og muligheden for at citere Kierkegaard. Jeg vil med andre ord være Anton og Alfred på én gang.
Og i ledelse tænker jeg, at opgaven ligeledes ikke er et kompromis, men en radikal integration af både leadership og management perspektiverne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar